Psykoterapi for børn og unge
“Den terapeutiske proces med børn og unge er et samarbejde, med udgangspunkt i deres univers.”
- Nikoline Kitsja
Psykoterapi
Terapi for børn og unge – med plads til det, der er svært
I arbejdet med børn og unge tager jeg altid udgangspunkt i det enkelte menneske – der, hvor de er, og med det, de kommer med. Nogle har brug for ord. Andre har brug for at tegne, lege, være stille eller udtrykke sig på måder, hvor ordene ikke rækker. Derfor kan terapien tage mange former: samtaleterapi, sandplay, tegne- eller billedarbejde – og altid i et tempo, der passer til barnet eller den unge.
Mit vigtigste fokus er at skabe et trygt og stabilt rum, hvor barnet eller den unge kan føle sig set, hørt og mødt – uden at skulle forklare eller præstere. Et sted, hvor det bliver muligt at sænke skuldrene og finde fodfæste i det, der ellers kan føles kaotisk, skamfuldt eller uoverskueligt.
Jeg arbejder med terapi for børn og unge, der…
…har været udsat for akutte eller voldsomme belastninger
Fx:
Skilsmisse eller alvorlig konflikt i familien
Alvorlig sygdom – hos barnet selv eller nære pårørende
Traumer efter ulykker, overgreb eller tab
Dødsfald og sorgbearbejdning
…viser tegn på mistrivsel i hverdagen
Fx:
-Børn og unge der ikke trives i skolen eller familien
-Problemer med koncentration, præstation, uro eller lavt selvværd, har ADHD, OCD, eller autisme.
Indadvendthed, isolation eller udadreagerende adfærd
Følelse af at være anderledes, forkert eller udenfor
…lever med mere komplekse udfordringer
Fx:
Angst, depression, tristhed eller følelsesforstyrrelser
Selvmordstanker og selvskade
Tilknytningsforstyrrelser eller følelsesmæssig afkobling
Udsathed i forhold til misbrug, grooming eller sociale risici
Om terapien
Den terapeutiske proces med barnet er et samarbejde som foregår 100 % på barnets betingelser og med udgangspunkt i barnets univers og virkelighed.
For det mindre barn er det primære omdrejningspunkt for terapien barnets naturlige leg og samværet med terapeuten gennem legen. Her kan barnet gennem legen i sandkasserne, bearbejde svære oplevelser og hele svære ting i fortiden, og kan derved få nye erfaringer og frigøre ressourcer til fremtiden.
Større børn og unge har også glæde af samtaleterapi, hypnoterapi, tegneterapi, eller terapi i naturen.
Børn og unge i terapi, indbefatter altid løbende samtaler og et godt samarbejde med forældrene om, hvordan de kan forstå og understøtte barnets udvikling i terapien og medfører dermed også en vigtig personlig proces hos forældrene omkring deres forældrerolle.
om terapi for
teenagere
Mange unge – særligt teenagere – har svært ved at sætte ord på, hvordan de har det. Især over for forældre. Det er helt naturligt. Derfor er det afgørende, at de mødes af en “neutral” voksen, som ikke er en del af familien, og som ikke dømmer eller prøver at reparere dem. En voksen som kan skabe et trygt, neutralt rum, hvor det er muligt at sænke paraderne og være præcis som man er.
I terapien arbejder jeg nænsomt, roligt og tilpasset den unges tempo. Jeg skaber kontakt og tillid, før jeg spørger ind. Og jeg ved, at relationen er det vigtigste redskab, vi har.
Først når et ungt menneske føler sig set og respekteret, åbner døren sig til de dybere lag – til det, der måske gør ondt, føles forvirrende, eller bare ikke giver mening endnu.
Jeg arbejder ud fra en forståelse af, at meget af den mistrivsel, vi ser hos unge i dag, hænger sammen med et for stort pres i skolerne, et nervesystem i ubalance, uforløste følelsesmæssige oplevelser og en manglende fornemmelse af indre tryghed.
Derfor kombinerer jeg samtaleterapi med kropslige, kreative og sansebaserede tilgange, alt efter hvad den unge responderer bedst på. Det handler ikke om at “lave dem om” – men om at hjælpe dem med at finde ro i sig selv og genopdage deres styrke, integritet og livsmod.
Til dig som forælder
Når du sender dit barn i terapi hos mig, gør du det ikke, fordi dit barn er “problemet”. Du gør det, fordi dit barn har brug for støtte til at navigere i noget, der er svært – og fordi du ønsker, at dit barn får et frirum til at mærke sig selv uden pres og forventninger.
Jeg inddrager dig som forælder på en respektfuld og tryg måde, men altid med fokus på, hvad der giver mening for den unge. I nogle tilfælde tilbyder jeg også samtaler med jer som forældre undervejs, hvis det støtter processen.
Om terapien
Hvorfor virker psykoterapi, sandplay og kreative terapi former for børn og unge?
Når et barn eller en ung mistrives, oplever mange forældre en stor afmagt. Det kan være svært at nå ind, svært at forstå, hvad der egentlig foregår, og endnu sværere at vide, hvordan man bedst hjælper. Her kan terapi være en tryg og meningsfuld støtte – men det kræver en tilgang, der matcher barnets udvikling, følelsesliv og evne til at udtrykke sig.
Psykoterapi til børn og unge – en anden vej ind
Børn og unge kommunikerer ikke nødvendigvis med ord på samme måde som voksne. Deres følelser sidder ofte “i kroppen” og i de billeder, handlinger og fortællinger, de skaber. Derfor giver det ikke altid mening at bede et barn om at “forklare, hvordan det har det” – i stedet må vi møde barnet på dets eget sprog.
I psykoterapi med børn og unge handler det i høj grad om at skabe en relation og et rum, hvor barnet føler sig trygt nok til at begynde at udtrykke det, der er svært. Her bruger jeg ikke kun samtale, men også kreative og sansende metoder – såsom sandplay, tegning, figurer, symboler og historier – som hjælper barnet med at bearbejde oplevelser, følelser og indtryk, som det endnu ikke kan sætte ord på.
Hvorfor virker sandplay og kreative metoder?
De skaber adgang til det nonverbale
Børn og unge – især dem der har oplevet overvældelse, traumer eller svigt – bærer ofte på følelsesmæssige erindringer, som ikke er knyttet til sprog, men til kropslige og billedlige hukommelser. Ved at arbejde gennem symboler og figurer (som i sandplay), kan barnet få adgang til oplevelser, der ellers ikke er tilgængelige gennem samtale.
De skaber en følelse af kontrol og tryghed
I kreative terapiformer bestemmer barnet selv tempoet og formen. Barnet vælger figurerne, bygger scenarierne, eller tegner det, som optager det. Dette skaber en oplevelse af autonomi og indre styring – noget som er helt centralt for børn, der ellers føler sig magtesløse eller overvældede.
De aktiverer hjernen på tværs af systemer
Kreativ og legende terapi aktiverer både højre og venstre hjernehalvdel, både det følelsesmæssige og det logiske system. Det gør det muligt for barnet at bearbejde svære oplevelser på en helhedsorienteret måde. Samtidig beroliges nervesystemet, og barnet opbygger gradvist større kapacitet til selvregulering.
De er ikke konfronterende
For mange børn er det for sårbart at skulle tale direkte om dét, der gør ondt. Kreative terapiformer tilbyder en indirekte, men dybt virkningsfuld vej til bearbejdning – hvor barnet bearbejder igennem symbolik og oplevelse, uden at føle sig udstillet, presset eller analyseret.
Terapi skaber et trygt rum for kontakt, forståelse og forandring
Uanset om barnet arbejder i sandet, med tegninger eller gennem samtale, er det relationen mellem barn og terapeut, der er det vigtigste fundament. Når et barn eller en ung bliver mødt med ro, respekt og følelsesmæssig afstemning, opstår der et trygt rum, hvor svære følelser kan få lov at eksistere – uden at overvælde.
Her kan barnet begynde at slippe noget af det, der er tungt, og langsomt opbygge styrke, indsigt og selvforståelse. Terapi er ikke et quick fix – men det er en langsomt virkende, men dybtgående proces, hvor barnet får hjælp til at finde sig selv igen og stå stærkere i mødet med livet.
Om terapeuten
nikoline Kitsja
Hvem er jeg?
Jeg er dybt fascineret af traumer og tilknytning, samt alt hvad der har med relationer og relations arbejde at gøre. Herunder hvad der sker i os når vi er i et parforhold, når vi befinder os i forældrerollen, eller hvad vi mærker og føler, og hvordan vores adfærd former sig, når vi omgås familie, venner eller kollegaer.
Jeg har gennem flere år studeret psykoterapi forskellige steder, og har sidenhen videreuddannet mig gennem en master overbygning i familie- og parterapi, hypnoterapi samt indenfor somatisk traumeterapi ved selveste Dr. Peter Levine.
(Læs mere om hypnoterapi her.)
Jeg er sideløbende i gang med endnu mere psykoterapeutisk uddannelse, for at opnå den beskyttede titel “REG. psykoterapeut”, samt en videreuddannelse indenfor Sandplay terapi med afsæt i Carl Jungs teorier. Grundet mine mange år i pædagogfaget indenfor social-special området, har jeg tilegnet mig flere kompetencer som er yderst brugbare i mit møde med børn/unge.
Jeg har udover dette, også andre uddannelser og kurser. Er blandt andet uddannet NLP master pracitioner, samt har taget en lang række kurser indenfor bla. epigenetik ved Bruce Lipton og biologi og traumehealing ved Dr. Aimie Apigian.
KÆRLIGST NIKOLINE