Kroppens ”motorvej”

Vagusnerven er som en motorvej, der forbinder hjernen med kroppen. Den løber fra hjernestammen og forgrener sig ned gennem halsen, brystet og maven. Den påvirker alt fra hjerterytme og vejrtrækning til fordøjelse og stemmeføring.
Men endnu vigtigere: Den registrerer, om vi er trygge eller i fare, og sender denne information direkte til hjernen. Det betyder, at vores oplevelse af verden ikke starter i tankerne, men i kroppen.

Lad mig komme med et par eksempler:

• Når du mærker uro i maven, før du skal sige noget vigtigt.
• Når du mister stemmen i en konflikt.
• Når du pludselig bliver stille sammen med nogen, fordi du mærker utryghed.

Det er vagusnerven, der fortæller, at systemet går i forsvar. Den taler i signaler, ikke i ord.

Den ventrale og den dorsale ”vej”

Stephen Porges’ Polyvagal teori beskriver, hvordan vagusnerven har to hovedgrene:

• den ventrale
• den dorsale.

Den ventrale gren er forbundet med tryghed, kontakt og nærvær. Når den er aktiv, kan vi mærke os selv, trække vejret frit, se verden med ”bløde” øjne og føle os forbundet. Vi er i stand til at være i relationer, både til os selv og andre.

Den dorsale gren træder derimod frem, når vi oplever fare, som vi ikke kan flygte fra eller kæmpe imod. Kroppen lukker ned. Vi bliver følelsesløse, trætte, frakoblede, ”deprimerede”. Tankerne bliver tågede, stemmen svag. Mange, der har oplevet traumer, kender denne tilstand alt for godt! Ikke fordi de vil være i den, men fordi kroppen engang lærte, at det var den sikreste måde at overleve på.

Kroppen husker det, sindet har glemt

Vagusnerven spiller virkelig en central rolle i det, man kunne kalde den kropslige hukommelse. Den bærer spor af tidligere oplevelser, især dem, hvor vi har følt os magtesløse, overset eller forladt.
Selv mange år senere kan kroppen reagere, som om faren stadig er der. Ikke fordi vi ikke har “sluppet det”, men fordi vores nervesystem stadig er kodet til at beskytte os. Det sker altså udenfor vores ”valg”.

Det er derfor, mennesker i terapi ofte siger: “Jeg forstår det godt med hovedet, men min krop reagerer stadig.” Forståelsen bor i neocortex, men reguleringen bor i det autonome nervesystem. Vagusnerven skal med i helingen, før kroppen tror på, at vi er trygge.

Når vi lærer at forstå vagusnerven, begynder vi også at forstå, hvordan vi kan støtte vores egen regulering. Det handler altså ikke om at kontrollere kroppen, men om at skabe kontakt til den. At begynde at lytte til den.
Et simpelt åndedræt, en rytmisk eller svajende bevægelse, en blid berøring eller øjenkontakt med et menneske, vi føler os trygge ved. Dlt dette sender signaler gennem den ventrale vagus om, at det er sikkert at være her.

Det er her, helingen begynder. Ikke i at tænke sig ud af uroen, eller forstå den, men i at mærke den med nærvær. Når vi møder kroppen med forståelse i stedet for kontrol, kan vagusnerven begynde at skrive en ny historie. En historie, hvor tryghed ikke længere er en tanke, men en kropslig erfaring.