“Jeg føler mig forkert – også når ingen siger det højt”

En af de mest smertefulde sider ved social angst er skammen. Ikke nødvendigvis over det man gør, men over den man er.
En stille overbevisning: “Der er noget galt med mig. Jeg er ikke lige så god som de andre.”

Denne indre følelse bliver sjældent sagt højt. Men den styrer mange valg.
Man undgår. Trækker sig. Tilpasser sig.
Ikke fordi man ikke vil være sammen med andre, men fordi man ikke længere tør være sig selv sammen med andre.

Man forsøger at være “nem at være sammen med”. Ikke for at manipulere, men for at overleve.

Men prisen er høj.

For tilpasningen, som engang var en beskyttelse, bliver med tiden en indre mur.
Og bag den mur begynder noget andet at vokse: Ensomheden.

Når længslen ikke vil dø

Det mest livsbekræftende – og samtidig hjerteskærende – er, at længslen aldrig forsvinder.
Selvom man har trukket sig. Gemt sig. Tilpasset sig.
Så længes man stadig.
Efter at blive set. Efter at høre til. Efter at kunne læne sig ind i fællesskab uden at miste sig selv.

Og længslen er vigtig.
Den er ikke et tegn på svaghed. Den er et vidnesbyrd om, at der stadig er noget levende i dig, som husker, at det burde kunne være anderledes.
At kontakt burde kunne være trygt.

Når angsten ikke er “irrationel”, men velbegrundet

Traumeforskere som Peter Levine og Deb Dana har lært os, at kroppen ofte reagerer på nuet, med minder fra fortiden.
Ikke som klare billeder, men som fornemmelser, stemninger, og en aktivering af nervesystemet.

Når du står til en fest og pludselig mærker uroen tage over, så er det ikke nødvendigvis situationen, der er farlig. Det er noget i dig, der genkender stemningen fra tidligere. Måske en gang, du blev gjort forkert, afvist eller overset. Måske mange små gange, som tilsammen har lært dit nervesystem: “Vær på vagt.”

Din krop forsøger ikke at ødelægge noget. Den forsøger at beskytte dig.
Problemet er bare, at den beskyttelse ofte står i vejen for det, du længes efter allermest.

Hvordan begynder man at finde hjem igen?

Det korte svar: langsomt.
Det lidt længere: gennem relation, regulering og genforbindelse.

1. Relation før præstation

Social angst bliver forstærket, hver gang vi føler, vi skal være på en bestemt måde for at blive accepteret.
Derfor starter heling i det øjeblik, vi oplever, at vi må være – uden at præstere.
Det sker sjældent i store forsamlinger eller tilfældige møder. Det sker i trygge relationer, hvor tempoet er langsomt, og nærværet ægte. Det kan være i terapi, men det kan også være i venskaber, kærlighed, eller i kontakt med dyr eller natur.

2. Regulering i stedet for forklaring

Du behøver ikke altid forstå din angst med hovedet.
Du skal mærke den med kroppen. Ikke for at blive i den, men for at give den plads, give den lov, og så til sidst for at lære at regulere den.
Det kan være gennem åndedræt, bevægelse, grounding, eller blot at kunne sige til sig selv: “Det her er svært, men jeg bliver hos mig selv.”

3. Genforbindelse med dig selv

Mange med social angst har lært at forlade sig selv, før andre gør det.
Men heling handler om at begynde at vende sig mod sig selv.
At være nysgerrig på: “Hvordan har jeg det lige nu?”
Ikke for at fikse. Men for at blive. For at holde sig selv med venlighed og omsorg.

Hvad hjælper i praksis?

I mit arbejde med mennesker, der lever med social angst, oplever jeg, at det ikke er de store forklaringer, der forandrer mest. Det er de små oplevelser af at være i kontakt, uden at blive forkert.

Det, der hjælper, er ofte:

• At tage ting i små doser. Titrering, som vi kalder det i traumeterapien.
• At opdage, at kroppen kan noget andet, når den får støtte og tid.
• At begynde at lytte til det, der før bare var uro, og opdage, at der også bor længsel, håb og mod derinde.

• At sidde stille med en terapeut, uden at skulle forklare noget, og opleve, at stilheden ikke er farlig. At man ikke behøver præstere for at få lov til at være i rummet.
• At arbejde med farver og former i billedterapi, og lade det, der ikke kan siges med ord, komme ud gennem hænderne. En rød streg kan fortælle mere end en hel sætning, hvis man giver den lov.
• At male et billede af sin egen indre beskyttelse – muren, rustningen, masken – og derefter male, hvordan den kunne se ud, hvis den begyndte at løsne sig. Ikke som en øvelse i at komme af med noget, men i at skabe forståelse og kontakt.
• At mærke fødderne i gulvet, mens man fortæller noget sårbart, og lade kroppen få lov til at være med. Ikke for at blive “rolig” – men for at være hel.
• At visualisere et trygt sted i hypnose, hvor man ikke skal noget, ikke skal præstere, ikke skal være mere, end man er. Og lade kroppen mærke den tryghed indefra.
• At gå i dialog med indre dele, f.eks. i hypnoterapi eller partsarbejde: Den del, der længes efter kontakt, og den del, der frygter den. Lade dem tale sammen. Lade terapeuten være mægler.
• At mærke “den yngre del” af sig selv dukke op – barnet, der blev gjort forkert – og i et trygt terapeutisk rum få lov til at sige det, der aldrig blev sagt. At blive mødt dér, hvor det gjorde mest ondt.
• At skabe små ritualer for hjemkomst i hverdagen – fx lægge hånden på hjertet, når man er overvældet, eller skrive tre sætninger ned, hvor man siger ja til sig selv. Det lyder enkelt, men kroppen husker.
• At arbejde med relationen til terapeuten som en spejlingsøvelse, hvor man langsomt øver sig i at være i kontakt uden maske. Terapeutens rolige tilstedeværelse bliver som en ny erfaring for nervesystemet.
• At undersøge kroppens mikrobevægelser, når man mærker ubehag. Hvor begynder sammentrækningen? Hvad sker der lige før skuldrene løfter sig? Kan vi stoppe lige der og være nysgerrige?
• At tillade spontan bevægelse i rummet, fx i neuroaffektiv terapi eller SE. En kropslig impuls, der får lov at fuldende noget gammelt – fx en drejning væk, en beskyttende gestus – som kroppen aldrig fik lov at afslutte dengang.

Og måske allervigtigst:
At vide, at man ikke er alene.

Du er ikke forkert, du er uforløst

Social angst er ikke din identitet. Den er et udtryk. Et signal. Et sprog, kroppen bruger, når den prøver at fortælle dig, at noget har været for meget – og for alene – i for lang tid.

Du behøver ikke fjerne den for at få det bedre.
Men du må gerne begynde at lytte til den.

Og stille og roligt lære dig selv at kende igen.
Ikke som du burde være, men som du allerede er.

Hvis du mærker, at noget i dig blev ramt undervejs i artiklen, så tag det alvorligt. Ikke som noget, der skal fikses hurtigt, men som et kald. Et indre kald på at komme hjem. Til dig selv.