Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: Mørkeræd (Skotofobi) som voksen
”Det er derfor, det ikke virker at sige: “Du ved jo godt, der ikke er nogen derude.”
For det handler ikke om derude.
Det handler om derinde.”
Mørkeræd som voksen
– når kroppen husker det, du har glemt
Vi forbinder det ofte med børn: Den klassiske mørkerædsel, hvor man ikke tør sove uden natlys, eller kalder på mor og far, fordi der måske gemmer sig noget farligt under sengen.
Men hvad nu, hvis mørkerædselen ikke forsvinder?
Hvad nu, hvis du som voksen ikke kan gå ud til bilen alene om aftenen, fordi en knugende fornemmelse i maven fortæller dig, at “nogen er derude” – selvom du godt ved med hovedet, at det ikke passer?
Det er virkeligheden for mange flere, end vi taler om. Og det handler ikke om overdrivelse, svaghed eller dramatik. Det handler om et nervesystem, der aldrig lærte, at mørket kunne være trygt.
“Jeg kalder – men ingen kommer”
En kvinde beskrev det sådan i terapi:
“Når jeg åbner døren om aftenen og mørket vælter ind, føles det, som om jeg ikke længere eksisterer. Det er som at blive kastet tilbage til noget, jeg ikke helt kan huske – men som kroppen husker alt for godt.”
Hun havde været mørkeræd hele sit liv. Og da vi begyndte at udforske, hvor det mon kom fra, dukkede et tydeligt billede op: Hun blev som barn sendt ind på sit værelse, når hun havde brug for at komme ind og sove hos sine forældre. Hun lå i mørket alene, bange, og med hele sit lille nervesystem i alarmberedskab. Men ingen kom.
Det blev en kropslig erfaring: Mørket er et farligt sted. Et sted, hvor du bliver forladt. Et sted, hvor der ikke kommer nogen og holder dig, når du rækker ud.
Og den erfaring forsvinder ikke bare, fordi man fylder 30. Eller 50.
Når mørket bliver et spejl
Mørket i sig selv er neutralt. Men for det menneske, der bærer uforløste barndomsoplevelser i kroppen, bliver mørket et spejl. Et triggerpunkt. Et sted, hvor alting aktiveres:
- Ansvar man aldrig skulle have båret
- Angst for, at dem omkring en forsvinder (fx dør)
- Ensomhed og tomhed
- Den eksistentielle frygt for at forsvinde
Når kroppen bærer en historie, bliver mørket ikke bare mørkt. Det bliver farligt. Det bliver ukontrollerbart, ubærligt, ensomt.
Det er ikke dig, der er forkert. Det er din krop, der husker.
Fra traumeforskning ved vi, at traumer sjældent kun handler om, hvad der skete. De handler om, hvad der ikke skete.
Mørkerædsel i voksenalderen kan være en kropslig reaktion på noget gammelt, der aldrig blev mødt. Måske blev du ikke set i din angst. Måske kaldte du, men ingen kom. Måske var du for lille til at bære det ansvar, du bar.
Og kroppen glemmer det ikke.
Den husker følelsen. Og den husker mørket som det sted, hvor du var allermest alene.
“Jeg ved godt, det ikke er mørket i sig selv – men det føles, som om noget indeni mig skriger”
En kvinde fortalte i terapi, hvordan hun altid havde skammet sig over sin mørkerædsel. Hun sagde: “Jeg ved godt, det ikke er selve mørket. Det er noget andet. Noget indeni mig, der bliver aktiveret.”
Hun oplevede, hvordan kroppen reagerede længe før hovedet kunne tænke sig frem til en forklaring. Bare dét at mørket faldt på, udløste stramhed i brystet, kort vejrtrækning og en følelse af, at noget ondt var ved at ske.
Og det var ikke mørket i sig selv, hun var bange for. Det var følelsen, mørket vækkede: at være alene, uset, utryg – uden nogen, der kommer og holder én.
Det handler sjældent om selve mørket – men om det, mørket vækker i os
Når vi som voksne mærker en intens frygt for mørket, er det sjældent selve mørket, vi reagerer på. Det, vi møder, er ofte noget ældgammelt i os selv, som mørket aktiverer; en sansning, en stemning, en kropslig hukommelse, som endnu ikke er blevet mødt eller forstået.
Mørket bliver i sådanne tilfælde ikke blot en ydre tilstand, men et indre landskab, hvor gamle lag af ensomhed, afvisning, hjælpeløshed og tab af tryghed fortsat lever i nervesystemet. Det bliver et felt, hvor kroppen genaktiverer erfaringer, som aldrig blev forløst, fordi der dengang ikke var en, der så, holdt eller hjalp med at regulere det, der føltes for stort.
Set gennem en traumepsykologisk linse – fx hos Bessel van der Kolk, Peter Levine og Gabor Maté – er mørkerædsel et udtryk for, at kroppen stadig lever i et mønster, hvor den forventer fare i det ukendte. Og set med eksistentielle øjne – fx hos Irvin Yalom eller Franz Ruppert – er mørket ikke bare fravær af lys. Det er et symbol på eksistentiel adskillelse, tab af kontakt og angsten for at forsvinde ud af betydning og eksistens.
Det er derfor, det ikke virker at sige: “Du ved jo godt, der ikke er nogen derude.”
For det handler ikke om derude.
Det handler om derinde.
Når vi kun behandler mørkerædsel – og ikke det, der ligger nedenunder
I arbejdet med voksne, der oplever mørkerædsel, er det vigtigt, at vi som terapeuter ikke kun fokuserer på “at komme af med frygten”. Hvis vi gør dét, risikerer vi at komme til at symptombehandle, og derved indirekte fastholde den indre virkelighed, som i virkeligheden længes efter kontakt.
Det kan være fristende at gå direkte til løsningen: eksponering, vanebrud, strategier for at “overtale hjernen”. Men når frygten har rødder i dybt eksistentielle lag – som fx:
- Uforløst tidlig eksistentiel angst: hvor mørket repræsenterer fravær af regulering, nærhed og følelsesmæssig kontakt i barndommen
- Frygt for adskillelse og død: hvor mørket bliver et symbol på det ukendte, det kaotiske og det ukontrollerbare
- Afvisning i sårbarhed: hvor barnet er blevet sendt væk, netop når det bad om tryghed
– så er mørkerædsel ikke bare en “irrationel reaktion”. Det er en fornuftig, sanselig, biologisk og følelsesmæssig konsekvens af tidligere oplevelser, som kroppen stadig forsøger at navigere i.
Hvis vi da kun fokuserer på at dæmpe reaktionen uden at undersøge hvorfor den er der, risikerer vi at gå glip af det egentlige terapeutiske potentiale. Vi kommer til at behandle mørkerædsel som en fejl – i stedet for at møde den som en besked fra det ubevidste: en invitation til at kontakte det, der engang blev forladt.
Det, kroppen i virkeligheden længes efter i mørket, er ikke nødvendigvis lys. Det er forbundethed. Et blik, en stemme, en sansning af: “Jeg er ikke alene mere.” Heling opstår, når vi tør stille spørgsmålet: Hvad er det mørket viser dig – som du engang måtte lukke ned for?
Det er derfor, vi i traumeterapeutisk og eksistentiel praksis ikke bare spørger: “Hvordan får vi det til at gå væk?” – men snarere:
“Hvad prøver kroppen at fortælle dig lige her?”
“Hvilken del af dig er det, der stadig ligger og kalder i mørket?”
For netop der – i mørket – ligger måske ikke kun frygt, men også nøglen til dyb transformation.
Mørkerædsel er ikke et “problem”, der skal fikses – det er en stemme, der vil høres
Hvis du (eller nogen du kender) kæmper med en dyb mørkerædsel som voksen, så prøv at se den som en dør ind til noget vigtigt. Noget, der engang blev lukket ned. Noget, der stadig venter på at blive mødt med kontakt, varme og nærvær.
Heling handler ikke om at slukke frygten, men om at blive hos den med venlighed. Om at lade kroppen erfare:
✨ “Jeg er her nu. Jeg er ikke alene mere. Det mørke, jeg mærker, er gammelt – og jeg behøver ikke gemme mig for det længere.” ✨
Der findes en vej hjem
Hvis du har genkendt noget af dig selv i denne artikel, er det vigtigt at vide: Du er ikke alene. Og du er ikke forkert. Det, du mærker, er ikke et svaghedstegn. Det er et levn fra noget i dig, der stadig venter på at blive set og mødt.
Heling sker bedst i terapiformer, der integrerer kroppen, relationen og det emotionelle hukommelsesspor – f.eks.:
- Terapi inspireret af Somatic Experiencing (Peter Levine)
En kropsorienteret traumeterapeutisk metode, hvor man arbejder med titrering og pendulering mellem ressourcer og ubehag. Fokus er ikke på at genfortælle traumerne, men på at lade kroppen langsomt aflade den bundne energi og genskabe regulering i det autonome nervesystem. Mørkerædsel kan her mødes som en sanselig impuls, der ikke skal fikses, men undersøges nænsomt og med støtte. - Neuroaffektiv psykoterapi (Susan Hart, Marianne Bentzen m.fl.)
Denne tilgang bygger bro mellem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og neurobiologi. Her arbejdes med regulering gennem det relationelle møde og med fokus på at genopbygge de manglende erfaringer fra barndommen – f.eks. at blive beroliget, spejlet og holdt, netop når man føler sig allermest alene og bange. - Eksistentiel psykoterapi (Irvin Yalom, Emmy van Deurzen m.fl.)
Her mødes mørket ikke som noget, vi skal “overvinde”, men som et rum fyldt med eksistentielle grundvilkår – såsom ensomhed, død, meningsløshed og frihed. Terapien tilbyder en ramme, hvor vi kan være i de svære spørgsmål og mærke, at de ikke behøver besvares for at bæres. Det, der føles som skræmmende tomhed, kan i et trygt rum vise sig som et sted med dybde og eksistentiel resonans. - Relationel psykoterapi og tilknytningsfokuseret traumeterapi
Her arbejder man med det, man i feltet kalder co-regulering: at nervesystemet kun kan falde til ro, når det mærker sig spejlet og forstået af et andet menneske. Mørkerædsel bliver i denne tilgang ikke noget, der skal tales væk, men noget, der kan bæres sammen. Det helende sker ikke kun i det, vi forstår, men i det, vi tør være i med et andet menneske som vidne.
Det vigtigste er, at du ikke skal presse dig selv. Du skal ikke gå direkte ind i mørket. Hverken mørket udenfor, eller mørket indeni dig selv. Du skal gå så langsomt, at dit system kan følge med. Og gerne sammen med et andet menneske, der kan være dit “lys” indtil du selv kan mærke det.
For mørket er ikke kun en trussel. Det kan også være et sted, hvor noget vigtigt venter. Noget, der vil mødes. Noget, der længes efter at blive sagt højt. Og du kan begynde der, hvor du er – med det, du mærker lige nu.
Måske er mørket ikke der, du forsvinder – men der, du begynder at finde hjem.
