Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: Mennesker er menneskers medicin
“Vi kan overleve alene.
Men vi kan kun hele sammen.
Så tør vi lukke nogen inde?
Tør vi læne os ind i vores eget nærvær,
og dermed ind i et andet menneskets nærvær?
For mennesker er menneskers medicin”
Der er mennesker, der har lært os at miste os selv.
Og mennesker, der har lært os at finde hjem igen.
For i relationer bliver vi sårede –
men det er også her, vi har størst mulighed for at hele.
Når mennesker er menneskers sår
Der findes en form for smerte, vi ikke kan påføre os selv.
En kulde, der kun opstår, når varmen bliver trukket væk.
Et tomrum, som først findes, når nogen engang fyldte det ud.
Et svigt, som kun giver mening, fordi vi håbede.
Jeg snakker om relationer.
Men der er også sår, som kun opstår der.
Vi bliver ikke altid båret – nogle gange bliver vi forladt,
lige dér, hvor vi havde allermest brug for nogen.
Vi bliver ikke altid mødt med bløde øjne –
nogle gange mødes vi af kolde blikke, af dom, af ligegyldighed.
Og så lukker noget sig.
Noget i os dør ikke, men det holder op med at række ud.
Vi lærer at passe på os selv.
At smile, når vi har lyst til at skrige.
At trække os fra relationen, før den anden trækker sig.
At gøre os hårde, så vi ikke viser vores sårbarhed.
Når mennesker sårer mennesker, sker der noget særligt:
Tillid krøller sammen i brystet.
Kroppen lærer, at nærhed ikke er trygt.
At kærlighed har en pris.
At det ikke er gratis at vise, hvem man er.
At kærlighed er et spil, som skal spilles,
og at det er klogt at lære reglerne.
Så vi begynder at gemme os.
Ikke fysisk, men følelsesmæssigt.
Vi bliver pæne versioner af os selv. Overlevere. Funktionelle. Stærke.
Men under overfladen er der historier, vi aldrig fik fortalt,
fordi ingen gad høre dem – eller fordi de blev brugt imod os.
Vi bliver stille.
Og hvis nogen kommer for tæt på, trækker vi os.
Ikke fordi vi ikke længes –
men fordi vi ikke tør betale prisen én gang til.
Mennesker kan være hinandens medicin.
Men de kan også være hinandens gift.
En enkelt sætning sagt i vrede kan sætte sig som et ekko i årevis.
Et blik fyldt med skam kan gøre, at vi aldrig tør vise os igen.
Og hvad værre er:
Vi begynder at tro, at det er os, der er forkerte.
At det var vores følelser, der var for meget.
At det var vores behov, der blev til byrder.
At det var vores sårbarhed, der blev dømt, ikke rummet.
Der findes mennesker, som ændrede os –
ikke fordi de blev, men fordi de gik.
Fordi de vendte sig væk, da vi havde allermest brug for et blik.
Fordi de tav, da vi græd.
Fordi de så os, og valgte os fra.
Måske fordi de selv engang, har oplevet hvordan det er at blive forladt?
Måske fordi de ikke var i stand til at møde os?
De mennesker er ikke bare nogen, vi har mødt.
De er stemmer, vi bærer med os.
Inde i vores hoveder, inde i vores krop.
Deres afvisning er blevet vores selvcensur.
Deres tavshed er blevet vores indre uro.
Vi kan overleve på afstand.
Men vi længes stadig.
Selvom vi ikke tror, vi gør.
Længes efter at nogen en dag bliver. Ser. Forstår. Rummer. Reparerer.
Vi tror, vi beskytter os selv ved at holde afstand,
men vi betaler prisen i ensomhed.
Vi tror, vi undgår smerten ved at lukke ned,
men vi lukker også ned for livet.
For mennesker er ikke bare medicin.
De er også det, vi skal hele fra.
Og tillid, der én gang blev brudt,
bliver ikke genskabt af ord, men af tålmodig tilstedeværelse.
Vi bærer ar efter hinanden.
Nogle er synlige. Andre usynlige.
Men de mærkes i stilheden.
I frygten for at række ud.
I de masker, vi glemmer, vi har på.
Mennesker er menneskers sår.
Men måske,
er det også gennem mennesker, at vi en dag,
kan finde vej hjem igen?
Når mennesker er menneskers medicin
Der findes en form for heling, vi ikke kan give os selv.
Vi kan læse os klogere. Mærke os dybere.
Gå stille og ensomt ind i skoven og høre vores eget hjerte slå.
Og det er godt. Det er nødvendigt.
Men det er ikke nok.
For noget i os kan ikke finde hjem alene.
Vi er født med et nervesystem, der er skabt til at regulere sig i kontakt.
Vi er bygget til relation.
Til at blive mødt. Til at blive holdt – ikke kun fysisk, men følelsesmæssigt.
Når vi bliver spejlet, med bløde øjne og uforbeholden accept,
så sker der noget, som ikke kan ske på egen hånd:
Vi falder til ro.
Vi lander i os selv.
Vi tør.
Mennesker er menneskers medicin.
Ikke fordi vi skal fikse hinanden.
Ikke fordi vi har svarene.
Men fordi vi kan være der, når livet gør ondt.
Og fordi vores blotte tilstedeværelse kan være nok
til at tænde et lys i en andens mørke.
Når nogen ser os – virkelig ser os –
ikke kun for det, vi viser,
men også for det, vi gemmer,
så forandres noget helt grundlæggende i os.
Det usagte får lov at få sprog.
Det afviste får lov at eksistere.
Det ensomme mærker pludselig varme.
Vi tror, vi kender os selv.
Men uden spejling, forbliver sindets dybde uopdaget.
Vi kan ikke hele os selv fuldstændigt,
uden at være blevet holdt af nogen,
der bar os dér, hvor vi selv knap kunne stå.
Der er steder i os, vi aldrig når hen uden en andens blik.
Der er sår, vi ikke kan komme i nærheden af,
før vi mærker, at vi ikke bliver forladt, hvis vi åbner dem.
Før nogen bliver ved vores side, mens vi græder, skammer os, mister fodfæstet.
Vi kan overleve alene.
Men vi kan kun hele sammen.
Så tør vi lukke nogen inde?
Tør vi læne os ind i vores eget nærvær,
og dermed ind i et andet menneskets nærvær?
For det er i den andens ro, vi lærer at slappe af.
Det er i den andens accept, vi tør at være os selv.
Det er i den andens rytme, vi finder vores egen.
Og det er i den andens blik, at vi for første gang måske ser os selv som værdige.
Der findes mennesker, som ændrer os –
ikke fordi de sagde noget klogt.
Men fordi de blev.
Fordi de blev stående, når vi havde allermest lyst til at flygte.
Fordi de kunne rumme os, når vi ikke selv kunne.
Fordi de så noget i os, vi havde glemt at finde smukt.
De mennesker er ikke bare vigtige.
De er medicin,
så vi kan blive vores egen medicin.
Vi kan alle være det slags menneske.
Vi skal ikke kunne alt.
Vi skal ikke sige det rigtige.
Vi skal bare være villige til at være dér –
i det uperfekte, i det usikre, i det rå.
Når vi bliver i det rum, hvor det gør ondt,
sammen med en anden,
så sker der noget helligt.
Må vi aldrig undervurdere styrken i ægte nærvær.
Et varmt blik.
En tålmodig stilhed.
Et “jeg er her” sagt uden ord.
For nogle mennesker er det første skridt hjem
at blive set uden at blive dømt.
At blive mødt uden at blive rettet.
At få lov at eksistere – med det hele – i en andens verden.
Vi er hinandens landingspladser.
Vi er hinandens pause.
Vi er hinandens rum, hvor det usagte kan få lov at ånde.
Vi er hinandens chance for at mærke,
at det er muligt at være menneske – og elsket – på én gang.
Mennesker er menneskers medicin.
Og det smukkeste er,
at vi ikke skal gøre så meget.
Vi skal bare være.
Virkelig være.
OM NIKOLINE
Jeg har specialiseret mig i nervesystemet, traumer og tilknytning, som er min helt store passion.
Jeg har gennem flere år studeret psykoterapi forskellige steder, og har sidenhen videreuddannet mig gennem en master overbygning i familie- og parterapi, hypnoterapi, samt indenfor somatisk traumeterapi ved selveste Dr. Peter Levine.
Jeg er sideløbende i gang med endnu mere psykoterapeutisk uddannelse, for at opnå den beskyttede titel “REG. psykoterapeut”, samt indenfor somatisk tilknytningsterapi.
Jeg har udover dette, også andre uddannelser og kurser. Er blandt andet uddannet NLP master pracitioner, samt har taget en lang række kurser indenfor bla. epigenetik ved Bruce Lipton og biologi og traumehealing ved Dr. Aimie Apigian.
KÆRLIGST NIKOLINE
