Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: Kroniske smerter og traumer
“Det er ikke, fordi du ikke har prøvet nok. Mange mennesker, der lever med traumer, er dybt reflekterede. De kan deres livshistorie. De har arbejdet med sig selv.
Men selvom tankerne ved, at faren er ovre – så gør kroppen det ikke nødvendigvis.”
Kroniske smerter og traumer
Måske kender du det her:
Du ved godt, at det ikke er farligt. Du forstår, at du ikke er der mere – i det hjem, den relation, den stemning, hvor noget engang gjorde ondt. Du har talt om det, læst om det, analyseret det. Og alligevel reagerer du, som om det hele sker igen.
Det spænder op i kroppen. Noget lukker ned indeni. Du får lyst til at flygte – eller mærker dig slet ikke længere.
Og du forstår det ikke.
Men kroppen husker.
Den husker det, du engang blev nødt til at glemme. Den husker det, der var for meget, for voldsomt, for ensomt – eller bare for stille til at blive bemærket.
Traumer sidder i kroppen
Et traume er ikke kun det, der skete. Det er det, der blev efterladt i dig, fordi der ikke var nogen til at hjælpe dig med at bære det. Det er en overlevelsesreaktion, som aldrig fik lov at falde til ro. En alarm, der aldrig blev slukket.
I vores hjerne aktiveres amygdala – alarmcentralen – når vi oplever noget overvældende. Vores krop gør sig klar til kamp, flugt eller frys. Samtidig dæmpes aktiviteten i de dele af hjernen, der tænker, ræsonnerer og sætter ord på oplevelsen.
Ifølge Bessel van der Kolk, forfatter til The Body Keeps the Score, lagres traumatiske oplevelser derfor ikke som almindelige minder. De lagres som sansninger, stemninger og kropslige tilstande. En særlig måde, kroppen holder fast – selv længe efter, vi er “videre”.
Det betyder, at du kan stå i en helt almindelig situation – en diskussion, et møde, en kærlighedsrelation – og alligevel mærke det som liv eller død. Det er ikke dig, der er forkert. Det er din krop, der reagerer, som om det gamle stadig er virkelighed.
Hvorfor du ikke kan tænke dig fri
Det er ikke, fordi du ikke har prøvet nok. Mange mennesker, der lever med traumer, er dybt reflekterede. De kan deres livshistorie. De har arbejdet med sig selv. Men selvom tankerne ved, at faren er ovre – så gør kroppen det ikke nødvendigvis.
Du kan ikke tænke dig tryg, hvis kroppen stadig tror, den er i fare.
Du kan ikke forstå dig fri, hvis dine celler bærer spændingen, og nervesystemet aldrig har fået lov at lande.
Det gør dig ikke svag. Det gør dig menneskelig. For som Peter Levine har sagt: “Traume er ikke det, der sker med dig. Det er det, der sker inden i dig, når du er alene med det.”
Og netop derfor sker heling ikke gennem vilje, men gennem kontakt. Ikke nødvendigvis med andre først – men med dig selv. Med din krop. Med det, du mærker, når du ikke længere forsøger at “fixe” det, men i stedet begynder at lytte.
Artikel: Kroniske smerter og traumer
Når kroppen forsøger at beskytte dig – og vi kalder det “at være for meget”
Mange mennesker, der har oplevet traumer, lever med en indre fortælling om, at de er for følsomme. For vrede. For hurtige til at trække sig. For snakkende. For meget. Eller måske helt væk.
Men det er ikke et udtryk for, hvem du er. Det er udtryk for, hvordan dit nervesystem har lært at overleve.
Scott Lyons beskriver det som en subtil form for dissociation: Vi fungerer, men vi er ikke helt hjemme i os selv. Vi mærker ikke vores impulser tydeligt. Vi ved ikke, om vi har lyst – eller bare gør, hvad vi plejer. Vi mærker ikke vores grænser, før de overskrides. Vi passer ind, tilpasser os – og føler os samtidig tomme eller alene.
Det kan blive en hel livsform. En “normaltilstand”. Og derfor kræver det mod og tålmodighed at begynde at vende hjem.
Det autonome nervesystem bærer vores livshistorie
Deb Dana, der har gjort polyvagal teori terapeutisk anvendelig, beskriver traume som et brud i forbindelsen til os selv og til andre. Når vi er trygge, er vi i det, hun kalder ventral vagal tilstand: vi mærker os selv, vi er nysgerrige, vi tør række ud. Men traumer skubber os ud af den tilstand og ned i sympatisk aktivering (vi gør os klar til at kæmpe eller flygte) eller dorsal shutdown (vi lukker ned, dissocierer, overgiver os).
Nervesystemet gør det for at beskytte os. Men det lærer også at blive i den tilstand, hvis vi ikke får hjælp til at komme ud af den igen. Og derfor bliver heling ikke et spørgsmål om at tænke nyt – men om at skabe nye kropslige erfaringer af tryghed. Øjeblikke, hvor vi mærker:
“Jeg er her. Jeg er i live. Og jeg er ikke alene.”
Hvordan kroppen lærer noget andet
At hele et traume handler ikke om at presse sig selv til at mærke det hele på én gang. Det handler om at bygge kapacitet. Peter Levine kalder det titrering: små doser af kontakt, små øjeblikke af nærvær, små erfaringer af tryghed.
Det kan være:
- at lægge en hånd på sit bryst og mærke, at man trækker vejret
- at bevæge kroppen langsomt og se, hvordan den reagerer
- at sidde i stilhed og lade en tåre komme, uden at censurere
- at sige nej til noget, man plejer at sige ja til – og mærke, at man ikke falder sammen
Heling er ikke et mål, man skal nå. Det er en vej, man går. Og kroppen er med på den vej, hele vejen – hvis vi tør lytte til den igen.
Det, du mærker, er ikke tegn på, at du ikke er “kommet videre”. Det er tegn på, at noget i dig stadig venter på at blive mødt. Ikke af kritik eller analyse – men af omsorg, nærvær og ro.
Traumer lever i kroppen, og derfor skal helingen også begynde dér. Ikke som en kamp. Men som en opdagelse.
Du kan ikke tænke dig fri af et traume. Men du kan mærke dig hjem.
Artikel: Kroniske smerter og traumer
Nysgerrig på lidt mere viden?
Til dig der ikke helt kan få nok…
Hvad sker der i kroppen, når vi oplever et traume?
Når kroppen udsættes for en overvældende eller truende oplevelse, går den i overlevelsesberedskab. Det styres af det autonome nervesystem, som består af tre hovedgrene: det sympatiske system (aktivering), det parasympatiske system (beroligelse) og, som polyvagal teori har belyst, to retninger i det parasympatiske system – herunder den ventrale vagus (social ro og forbindelse) og den dorsale vagus (shutdown/frys).
Ved akut fare aktiveres det sympatiske system: Hjertet banker hurtigere, åndedrættet bliver overfladisk, musklerne spændes, pupillerne udvides. Kroppen forbereder sig på at kæmpe eller flygte. Hvis ingen af delene er mulige – fx ved psykisk overgreb, barndomstraumer eller langvarig følelsesmæssig forsømmelse – aktiveres den dorsale vagus: kroppen går i frys, dissociation, kollaps og følelsesløshed.
Denne respons er livsvigtig i øjeblikket – den beskytter os mod at mærke det ubærlige. Men problemet opstår, når kroppen ikke får mulighed for at afslutte reaktionen bagefter. Når den ikke får rystet, grædt, råbt, rummet – men i stedet bliver hængende i alarm eller frakobling, selv længe efter faren er ovre. Det betyder, at nervesystemet lærer, at “verden er farlig” – og reagerer derefter, også i nutidige situationer, som måske kun minder om det gamle.
Problemet opstår altså kort sagt, når kroppen bliver hængende i overlevelses mønstrene. Den ved ikke, at det er ovre. Derfor reagerer den stadig, som om faren er lige nu – med spændinger, smerter, uro eller følelsesløshed. Det er ikke dig, der overdriver. Det er din krop, der forsøger at beskytte dig.
Samtidig påvirkes hele kroppens indre biologi:
- Hjernen ændrer sig – især amygdala (alarm), hippocampus (hukommelse) og præfrontal cortex (regulering og refleksion).
- Hormonsystemet – især stresshormonet kortisol – kan blive kronisk aktiveret og svække immunforsvar, søvn og fordøjelse.
- Muskler og bindevæv kan lagre spænding og fornemmelser forbundet med det, vi ikke kunne handle på.
Traumer er altså ikke kun “noget psykisk”. De er indlejret i kroppens kemi, struktur og rytme. Og det er derfor, at ægte heling altid må inddrage kroppen – ikke kun tanken.
Læs mere om Peter Levine her
Artikel: Kroniske smerter og traumer
