Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: Hvem er jeg?
”Det handler ikke om at blive noget nyt, men om at vende tilbage til det, vi dybest set altid har været, under alt det tillærte.”
Hvem er jeg?
– med afsæt i Carl Jungs teorier
Der findes få spørgsmål, der runger så dybt i sjælen som: “Hvem er jeg egentlig?”
Det er et spørgsmål, der kan føles foruroligende, ensomt, og alligevel genkendeligt for mange. For selvom vi måske har et navn, en rolle, en adresse, og en kalender fuld af aftaler, kan vi pludselig, eller langsomt, vågne op og opdage, at vi har mistet forbindelsen til os selv. At vi ikke længere ved, hvem vi egentlig er under alt det, vi gør.
Men hvordan mister man egentlig sig selv? Og hvordan finder man sig selv igen?
Når livet bliver en maske
Carl Jung, den schweiziske psykiater og pioner inden for dybdepsykologien, beskrev det, han kaldte Persona – det ydre ansigt, vi viser verden. Personaen er den rolle, vi tager på os for at navigere i samfundet: mor, kollega, ven, den sjove, den stærke, den dygtige, den hjælpsomme. Det er ikke, fordi denne persona er falsk – men den er kun en del af os. Problemet opstår, når vi begynder at tro, at vi er den.
Når vi i årevis har tilpasset os omgivelsernes forventninger, undertrykt vores behov, gjort os umage for at være “rigtige”, så kan vi miste kontakten til det indre kompas. Det kompas, der engang guidede os intuitivt, men som nu er tildækket af lag på lag af tilpasning og overlevelse.
Mange mennesker kommer i terapi med en fornemmelse af tomhed eller uro. De siger ting som:
“Jeg føler ikke, jeg lever mit eget liv.”
“Jeg ved ikke længere, hvad jeg kan lide.”
“Jeg føler mig forkert – hele tiden.”
”Jeg ved ikke hvem jeg er..”
Og under det ligger ofte et dybt eksistentielt savn: savnet af at være sig selv.
Skyggerne, vi ikke tør se
Jung mente, at ethvert menneske bærer på en Skygge – en ubevidst side af personligheden, som vi fornægter, fortrænger eller skammer os over. Skyggen rummer de sider af os, vi ikke vil kendes ved: vrede, jalousi, sårbarhed, egoisme, begær, kreativitet, leg – ja, endda vores livsgnist, hvis den ikke passede ind i barndommens eller samfundets rammer.
Når vi mister os selv, er det ofte fordi vi har brugt et liv på at undertrykke dele af os, der føltes forkerte, men som i virkeligheden var essentielle. For at være elsket, tryg, accepteret – ja, overleve – har vi lagt låg på sider, som engang var vores naturlige udtryk.
Men alt, hvad vi fortrænger, lever videre i det ubevidste, og det kræver en pris. Vi mærker det som angst, stress, tomhed eller uro. Vi kan ikke længere mærke, hvad vi vil, fordi vi har lært at mærke, hvad andre vil.
Individuation og vejen hjem
For Jung var målet med det psykologiske arbejde ikke bare at få det bedre, men at blive hel. Denne proces kaldte han individuation. En livslang rejse mod at integrere alle dele af selvet, også dem vi har gemt væk.
Det betyder ikke, at vi skal smide vores roller (masker) væk og begynde forfra. Men det betyder, at vi langsomt, nænsomt og modigt begynder at lytte indad og være nysgerrige på de sider, vi måske længe har ignoreret.
- Hvad rører sig i mig, når jeg tør være stille?
- Hvad længes jeg efter, når jeg ikke længere prøver at please?
- Hvad har jeg brug for, som jeg ikke har givet mig selv lov til at føle?
Individuation er ikke noget, man klarer på et retreat eller en weekend. Det er en rejse i lag, ofte med støtte fra terapi eller dybe samtaler, hvor vi spejles ærligt og kærligt. Det er en bevægelse væk fra overflade og præstation, og hen mod autenticitet og indre sandhed.
Når det føles som at gå i stykker
At finde sig selv lyder måske smukt, men i praksis kan det føles som at miste alt, man troede, man var. Det kan føles som at miste fodfæste. Måske mister man relationer, man troede var uerstattelige. Måske begynder man at stille spørgsmål ved sit arbejde, sin livsstil, sin identitet.
Det er sårbart. For vi er flokvæsner, og det kræver mod at skille sig ud, selv hvis det bare er i sit indre. Men det er her, transformationen sker. Ikke ved at finde den perfekte version af sig selv, men ved at rumme de mange sider, vi rummer. De lyse OG de mørke.
At finde hjem igen
“Hvem er jeg?” er ikke et spørgsmål med ét svar. Det er snarere en indre dialog, der folder sig ud over et helt liv. Det handler ikke om at blive noget nyt, men om at vende tilbage til det, vi dybest set altid har været, under alt det tillærte.
Når vi begynder at mærke os selv igen, vores grænser, drømme, impulser, følelser, så finder vi hjem. Ikke nødvendigvis til et liv uden problemer, men til et liv, hvor vi står mere ægte i os selv. Og det er her, forbindelsen til mening opstår. Ikke fra omverdenen, men indefra.
Så hvis du sidder med en følelse af at have mistet dig selv, så vid, at du ikke er alene. Og vid, at det ikke er en fejl, det er en invitation. En invitation til at begynde en rejse, hvor du langsomt, med nysgerrighed og nænsomhed, lærer at kende det menneske, du er bag facaden.
Det er ikke en nem rejse. Men det er en sand én. Og den starter med ét enkelt spørgsmål:
Hvem er jeg – når jeg tør være mig selv?
OM NIKOLINE
Jeg har specialiseret mig i traumer og tilknytning, som er min helt store passion.
Jeg har gennem flere år studeret psykoterapi forskellige steder, og har sidenhen videreuddannet mig gennem en master overbygning i familie- og parterapi, hypnoterapi, samt indenfor somatisk traumeterapi ved selveste Dr. Peter Levine.
Jeg er sideløbende i gang med endnu mere psykoterapeutisk uddannelse, for at opnå den beskyttede titel “REG. psykoterapeut”, samt en videreuddannelse indenfor Sandplay terapi med afsæt i Carl Jungs teorier.
Jeg har udover dette, også andre uddannelser og kurser. Er blandt andet uddannet NLP master pracitioner, samt har taget en lang række kurser indenfor bla. epigenetik ved Bruce Lipton og biologi og traumehealing ved Dr. Aimie Apigian.
KÆRLIGST NIKOLINE
