Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: Hvad er et traume?
“Når vi bliver overansvarlige, udbrændte, selvkritiske eller kontrollerende, fordi vi engang lærte,
at det var den eneste måde at være trygge på.
Disse mønstre kan føles som “sådan er jeg bare”.
Men ofte er det faktisk “sådan lærte jeg at være, for at overleve”.”
Hvad er et traume?
Denne artikel er for dig som er forholdsvis ”ny” i forståelse af traumer, og jeg giver her mit indblik i traumer, nervesystem og heling – blandt andet inspireret af Peter Levine, Gabor Maté, Deb Dana, Scott Lyons og Bessen Van der Kolk, som jeg godt tør kalde ”pionerer” indenfor traumer.
Ordet traume bruges i daglig tale næsten som et synonym for det at have været udsat for noget voldsomt. Men i terapeutisk og neurobiologisk forstand er et traume ikke først og fremmest det, der skete – det er det, der skete inden i dig som en reaktion på det, du ikke havde kapacitet eller støtte til at håndtere.
Et traume er ikke begivenheden i sig selv. Det er de kropslige, følelsesmæssige og neurologiske spor, som oplevelsen efterlod, og som stadig lever i dig i dag, ofte uden at du ved det.
Ifølge traumeterapeut Peter Levine, ophavsmanden til Somatic Experiencing, opstår traumer, når et menneskes nervesystem bliver overvældet og ikke får mulighed for at afslutte sin naturlige overlevelsesreaktion. Og som Gabor Maté så præcist siger:
“Traume er ikke det, der sker med dig. Det er det, der sker inden i dig som resultat af det, der sker med dig.”
Traumer opstår ikke nødvendigvis af hvor voldsom en begivenhed var. Det handler mere om, hvor alene vi var i det, og om vores krop og psyke havde ressourcer nok til at håndtere oplevelsen.
Et lille barn, der græder sig i søvn uden at blive trøstet, kan være lige så traumatiseret som en voksen, der har været i en bilulykke. Ikke fordi det er sammenligneligt på overfladen, men fordi barnets nervesystem ikke er modent nok til at regulere frygt, afmagt og sorg uden støtte. Og når ingen kommer, lærer barnet én ting: Verden er ikke tryg. Jeg må klare mig selv.
Traume handler altså ikke om styrke eller svaghed. Det handler om kapacitet. Om støtte. Om kontekst. Og frem for alt om, hvad kroppen og nervesystemet gjorde for at beskytte os, dengang vi ikke kunne andet.
Nervesystemet og traumer
Vores autonome nervesystem er designet til at holde os i live.
Det registrerer konstant, uden vi tænker over det, om vi er i fare – ikke bare fysisk, men også følelsesmæssigt og relationelt. Dette kaldes neuroception, og det sker lynhurtigt, ubevidst og baseret på tidligere erfaringer.
Når noget føles truende, aktiveres vores overlevelsessystem:
- Kamp: vi bliver vrede, skarpe, udadgående.
- Flugt: vi trækker os, løber væk, vil bare væk fra det hele.
- Frys: vi bliver lammede, fraværende, dissocierede.
- Underkastelse (en nyere tilføjelse): vi gør os små, forsøger at tilpasse os, for at overleve.
I dyreverdenen ser vi disse responser tydeligt – et rådyr, der stivner, når det bliver jaget, og ryster kroppen bagefter, når det er i sikkerhed. Det afslutter reaktionen og vender tilbage til en rolig tilstand.
Men mennesker har ofte ikke den mulighed. Vi bliver siddende i klassen, tilpasser os familien, eller dukker op på arbejde, mens kroppen stadig skriger “fare!”. Vi holder os sammen, mens noget i os forbliver frosset i tid og rum.
Dissociation – når vi ”forlader os selv” for at overleve
En af de mest komplekse og stille overlevelsesstrategier er dissociation. Det er ikke bare fravær eller distraktion, det er en dybt instinktiv reaktion, hvor vi i bogstavelig forstand forlader os selv for at kunne udholde det, vi oplever. Kroppen bliver måske siddende, men bevidstheden trækker sig væk. Vi mærker ikke længere kroppen, følelserne eller omgivelserne tydeligt. Nogle beskriver det som at være bag glas, i en tåge, eller at se sig selv udefra.
Dissociation opstår typisk, når kamp, flugt og frys ikke er mulige, og det eneste, kroppen kan gøre for at overleve, er at slukke for forbindelsen. Det er en beskyttelsesmekanisme, som ofte udvikles tidligt i livet, når der ikke var nogen til at hjælpe med at rumme smerten, frygten eller kaosset. Over tid kan dissociation blive en del af ens personlighed og oplevelse af verden, en slags “normaltilstand”, hvor det at være til stede føles farligt eller utrygt.
At arbejde terapeutisk med dissociation kræver langsomhed, tålmodighed og kropsligt nærvær. Det kræver et nærværende terapeutisk rum, hvor kroppen igen tør dukke op og mærke sig selv uden fare.
Artikel: Hvad er et traume?
Traume er en tilstand
Det betyder, at et traume ikke behøver være en voldsom, dramatisk hændelse. Det kan lige så vel være summen af små, vedvarende oplevelser: at blive ignoreret, talt ned til, skammet ud, efterladt alene med svære følelser, ”smidt på værelset” når man blev vred eller ked af det osv… Det kan være følelsesmæssigt fraværende forældre, utrygge relationer, kritiske lærere, eller systemer, der ikke så os som mennesker.
Gabor Maté taler om “de skjulte traumer”:
De usynlige mønstre, vi bærer med os hele livet, fordi vi lærte at overleve på bekostning af os selv. Når vi lukker ned for dele af vores følelsesliv, for ikke at miste kærligheden. Når vi bliver overansvarlige, udbrændte, selvkritiske eller kontrollerende, fordi vi engang lærte, at det var den eneste måde at være trygge på.
Disse mønstre kan føles som “sådan er jeg bare”. Men ofte er det faktisk “sådan lærte jeg at være, for at overleve”.
Traumer sidder i kroppen – og heling sker gennem kroppen
Ifølge Peter Levine bærer kroppen den del af vores historie, som psyken ikke kunne rumme. Det, vi ikke kunne udtrykke med ord, bliver til muskelspændinger, frysreaktioner, vejrtrækningsmønstre og et konstant alarmberedskab i nervesystemet.
Derfor kan vi ikke “tænke” os ud af et traume. Intellektuel forståelse er vigtig, men helingen sker først, når kroppen får mulighed for at mærke sig tryg, at mærke sig selv, og afslutte det, der aldrig blev afsluttet. Det kaldes titrering: vi nærmer os smerten i små doser, med nærvær og støtte, så kroppen kan få nye erfaringer af tryghed. Jeg plejer at sige ”Vi dypper tåen en lille smule i søen, langsomt og forsigtigt”.
Og som Gabor Maté understreger: heling handler ikke om at “fikse” os selv, men om at vende hjem til den del af os, vi engang måtte gemme væk for at være elsket eller overleve.
Derfor giver traumer så ofte symptomer, vi ikke forstår
Traumer giver sjældent kun “følelsesmæssige” symptomer. Fordi nervesystemet regulerer hele kroppen, kan traumer vise sig som:
- Kronisk stress, angst eller uro uden klar årsag
- Depression eller følelsesløshed
- Smerter, søvnløshed eller autoimmune lidelser
- Træthed, migræner, fordøjelsesproblemer
- Relationsproblemer, skam og følelsen af “ikke at høre til”
Mange tror, der er noget galt med dem, men i virkeligheden reagerer deres krop helt naturligt på det, der engang var for meget. De lever stadig i en slags “overlevelse”, selvom faren er forbi. De har bare aldrig fået mulighed for at mærke sig trygge, hele og levende igen.
Traumer handler om tabet af forbindelse
Deb Dana, som har videreudviklet polyvagal teoriens terapeutiske anvendelse sammen med Stephen Porges, beskriver traume som et brud i vores evne til at føle os forbundne; med os selv, med andre og med verden. Når vi er trygge, er vi i det, hun kalder ventral vagal tilstand – en tilstand, hvor vi føler os levende, nysgerrige og i kontakt. Men traumer trækker os væk fra denne tilstand og ned i enten sympatisk aktivering (kamp/flugt) eller dorsal vagal shutdown (frys, kollaps, dissociation).
Det betyder, at traumer ikke kun er et følelsesmæssigt eller kropsligt fænomen. Det er en dyb relationel tilstand. Vi føler os afskåret, isolerede, og som om ingen kan nå os. Derfor er det ikke nok at bearbejde traumer alene med ord eller refleksion. Vi må erfare tryghed i relation igen, og her bliver terapeuten, partneren, vennen eller hunden ikke bare en støtte, men en slags ”vej” tilbage til os selv.
Som Dana siger: “Safety is the treatment, and connection is the cure.”
Kroppen husker
Bessel van der Kolk, forfatter til det banebrydende værk The Body Keeps the Score, understreger, at traumer lagres som sansninger og kropslige tilstande, ikke som lineære fortællinger i hjernen. Når noget overvældende sker, aktiveres områder i hjernen som amygdala (alarmklokken) og insula (kropsbevidsthed), mens forbindelsen til det tænkende, reflekterende selv (præfrontal cortex) midlertidigt svækkes. Det gør, at traumet ikke bliver en “normal erindring”, men i stedet et fragmenteret kropsligt ekko, som kan blive trigget igen og igen.
Derfor kan en lugt, en lyd, et tonefald, måden et andet menneske åbner døren på eller sætter koppen på bordet – eller en kropslig fornemmelse – pludselig vække angst, vrede eller dissociation. Uden at man forstår hvorfor.
Van der Kolk påpeger, at vejen ud af traume sjældent går gennem samtale alene, men må involvere kroppen: gennem bevægelse, rytme, vejrtrækning, kreativitet, og/eller trygge sansemæssige oplevelser. Kroppen husker, og den må derfor også inddrages i helingen.
Når vi mister vores krop og bliver til overlevelse
Scott Lyons, traumeekspert og grundlægger af The Embody Lab, beskriver traumer som en separation mellem os selv og vores krop. I et traume mister vi ikke kun vores følelse af sikkerhed, vi mister kontakten til vores sansning, impuls og selvregulering. Vi går fra at være til at overleve. Og mange mennesker lever i årevis i det, Lyons kalder en “subtil dissociation”, en tilstand, hvor man fungerer, men ikke rigtig er til stede i sit liv.
Lyons understreger, at det moderne liv ofte fastholder os i denne adskillelse: præstation, tempo og konstant stimuli forhindrer os i at mærke det, vi bærer på. Og mange søger ubevidst væk fra kroppen gennem travlhed, perfektionisme, misbrug eller selvoptimering. Derfor er heling heller ikke et mål, man kan nå med disciplin, men en praksis, hvor man langsigtet og nænsomt genlærer at være i kroppen og være i livet, som det er.
Du er ikke forkert
Traumer betyder ikke, at du er forkert. Tværtimod. Det betyder, at dit system gjorde, hvad det kunne, for at beskytte dig. Men du fortjener mere end overlevelse. Du fortjener at leve, at føle, at forbinde dig, og at mærke, at du ikke er alene.
Heling er mulig. Ikke som en hurtig løsning, men som en gradvis tilbagevenden til dig selv – gennem nærvær, kropsbevidsthed og trygge relationer. Som Peter Levine siger:
“Traumer er ikke en livstidsdom. De er en indgang til dybere forståelse og transformation.”
Og måske er det, du mærker som kaos eller sårbarhed i dig, i virkeligheden kroppens måde at fortælle dig, at der er noget, du endelig er klar til at give plads til. Ikke alene. Men i kontakt.
Artikel: Hvad er et traume?
