Hvad er dissociation?

Dissociering er et fænomen som mange mennesker oplever i mere eller mindre grad. Det betyder kort sagt, at man ikke er fuldt ud til stede, ikke helt kan mærke sin krop eller ikke er ved fuld bevidsthed. I værre tilfælde ved man ikke hvor man er eller hvem man er. Det kan opleves som en følelse af at være desorienteret og forvirret.

De fleste af os kender følelsen af at stå i køen i Rema og pludselig falder man i staver. Eller man kører i bilen, og pludselig er man fremme og man tænker ”er jeg her allerede?”. Denne slags ”tjekke ud” tilstande er der som oftest ikke noget farligt i, og vi bliver normalt ikke mere forvirrede end et ”åh gud det er min tur nu”.

Men det forholder sig helt anderledes for de mennesker, der tidligt i deres liv, har oplevet traumatiske oplevelser. De mennesker som har været tvunget til at finjustere og forbedre deres evne til at dissociere, og bruge det som en ressource, for at kunne overleve i det hele taget. Der kan være tale om børn der har oplevet massivt svigt, misbrug eller lign., men det kan også gøre sig gældende for voksne mennesker, som har gennemlevet traumatiske oplevelser, og hvor belastningen på traumet er blevet til en kronisk skade, som vi fx ser det ved PTSD.

Dissociering er en overlevelses mekanisme som gør, at man ikke mærker det der gør ondt eller er ubehageligt. Når oplevelser bliver for traumatiske, altså for voldsomme eller smertefulde, lukker kroppen og nervesystemet simpelthen ned. Kroppen sætter ligesom ens tilstand på ”pause”, hvilket jo egentlig er en fantastisk smart funktion – når det er nødvendigt. Dissociering sker automatisk og uden at man kan styre det. Det er kroppen, der forsøger at beskytte os.