Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: Har du mistet dig selv?
“Når du har mistet dig selv, kan du også miste følelsen af ægte nærhed. Du kan være sammen med andre – uden at være med. Det føles ensomt, selv midt i selskab. Du længes efter kontakt, men den føles farlig. For hvad sker der, hvis du virkelig begynder at mærke efter? Hvis du åbner op og mærker, hvad du egentlig føler?”
Når du har mistet kontakten til dig selv
– og længslen efter at finde hjem igen
Der er noget særligt smertefuldt ved at være i verden, men føle sig afkoblet fra den. At smile, grine og tale som om alting er fint – mens noget dybt indeni føles tomt, sløret eller langt væk. Du lever måske et “normalt” liv. Du har job, kalenderaftaler, ansvar, og mennesker omkring dig. Men alligevel er der et fravær. En frakobling. Du mærker dig selv som gennem et tykt lag vat, og du ved ikke, hvornår det begyndte.
Det er, som om du er her fysisk – men alligevel ikke helt til stede.
Mange mennesker kommer i terapi med netop denne følelse. Ikke nødvendigvis fordi der er én stor krise, men fordi de kan mærke, at noget mangler. Noget vigtigt. Ofte er det kontakten til dem selv, der er blevet væk undervejs.
Det sker langsomt – og i det stille
At miste sig selv sker sjældent fra den ene dag til den anden. Det sker, mens man passer ind. Tager ansvar. Gør det rigtige. Er der for andre. Tager sig sammen. Tider med sorg, svigt, stress eller pres. Det sker i barndommen, når man lærer, at ens behov er for meget. Det sker i voksenlivet, når man ikke længere tør mærke, hvad man føler. Det sker i relationer, hvor man må gøre sig mindre for at være elskelig.
Og det sker stille. Næsten umærkeligt.
Indtil noget en dag føles helt forkert – uden man helt kan sætte ord på, hvad det er.
Hvordan føles det at være ”frakoblet”?
Det føles forskelligt fra menneske til menneske – men her er nogle kendetegn, mange genkender:
- Du føler dig træt på en måde, søvn ikke kan kurere.
- Du mærker ikke længere, hvad du egentlig har lyst til.
- Du er “oppe i hovedet” – analyserer, tænker, forbereder, men kan ikke mærke din krop.
- Du kan føle dig følelsesløs, flad, irriteret eller forvirret uden grund.
- Du føler dig skyldig over at have det dårligt – for der er jo ikke noget galt.
- Du dulmer. Med travlhed. Mad. Skærm. Arbejde. Alkohol. Kontrol.
- Du længes – efter noget, du ikke helt kan definere.
Denne form for frakobling bliver nogle gange misforstået. Også af os selv. Vi tror, vi er forkerte. Forkælede. Svage. Vi tænker, at vi “bare skal tage os sammen”. Men det er ikke dig, der er noget galt med. Det er nervesystemet, der har lært at beskytte dig – ved at lukke ned for det, der engang var for overvældende at mærke.
Når overlevelse bliver hverdag
Mennesker, der har mistet kontakten til sig selv, har ikke gjort det med vilje. De har overlevet. Tilpasset sig. Skærmet sig. Vi lukker ned for det, der er for meget – for følelsen af ikke at høre til, af ikke at være god nok, af at være forkert, ensom, bange eller i vejen. Det starter ofte tidligt, men det kan også opstå senere i livet. Ved langvarig stress. I relationer, hvor man mister sig selv for ikke at miste den anden.
Og vi bliver gode til det. Gode til at præstere, fungere, tage os sammen, smile, levere.
Men prisen er høj: vi mister evnen til at mærke os selv. Og dermed også evnen til virkelig at mærke andre.
Nærhed kræver kontakt – og kontakt kræver tryghed
Når du har mistet dig selv, kan du også miste følelsen af ægte nærhed. Du kan være sammen med andre – uden at være med. Det føles ensomt, selv midt i selskab. Du længes efter kontakt, men den føles farlig. For hvad sker der, hvis du virkelig begynder at mærke efter? Hvis du åbner op og mærker, hvad du egentlig føler?
Her er det vigtigt at vide: du skal ikke åbne alt på én gang. Du skal ikke fikse dig selv.
Du skal ikke kunne mærke alt for at være i gang med heling.
Du skal bare begynde at lytte – lidt ad gangen.
At finde hjem igen
At finde hjem til sig selv er ikke et projekt, du skal løse. Det er en proces, du skal mærke. Og du behøver ikke gå vejen alene.
I psykoterapi skaber vi et trygt rum, hvor du ikke skal præstere, forklare eller være på en bestemt måde. Du behøver ikke vide, hvor du skal hen – du skal bare komme, som du er. Det handler ikke kun om ord. Det handler om nærvær. Om langsomt at lade kroppen begynde at mærke igen. Mærke varme. Kulde. Tristhed. Lyst. Grænser. Behov. Glæde. Dig selv.
Det kan tage tid. Det må tage tid.
At finde hjem er ikke en lige vej – men det er en mulig vej.
Og måske er det ikke engang, fordi du er gået helt væk – måske har du bare været stille så længe, at du næsten ikke kan høre dig selv længere. Men du er der. Og du venter ikke på at blive fundet af nogen anden – du venter på at blive fundet af dig.
Kender du følelsen?
Hvis du har læst med og mærket en genkendelse i kroppen, så er det måske tid til at begynde at finde hjem igen. I dit tempo. Med nænsomhed. Du behøver ikke være klar – du skal bare være nysgerrig på, om der er mere liv, du længes efter.
Og hvis du ønsker støtte på vejen, er du altid velkommen i mit terapirum.
OM NIKOLINE
Jeg har specialiseret mig i traumer og tilknytning, som er min helt store passion.
Jeg har gennem flere år studeret psykoterapi forskellige steder, og har sidenhen videreuddannet mig gennem en master overbygning i familie- og parterapi, hypnoterapi, samt indenfor somatisk traumeterapi ved selveste Dr. Peter Levine.
Jeg er sideløbende i gang med endnu mere psykoterapeutisk uddannelse, for at opnå den beskyttede titel “REG. psykoterapeut”, samt en videreuddannelse indenfor Sandplay terapi med afsæt i Carl Jungs teorier.
Jeg har udover dette, også andre uddannelser og kurser. Er blandt andet uddannet NLP master pracitioner, samt har taget en lang række kurser indenfor bla. epigenetik ved Bruce Lipton og biologi og traumehealing ved Dr. Aimie Apigian.
KÆRLIGST NIKOLINE
