Skrevet af Nikoline Kitsja
Artikel: ADHD og Nervesystemet
Derfor oplever mange med ADHD, at kroppen overvejende befinder sig i sympatisk tilstand – en slags kronisk kamp/flugt-aktivering. Det er ikke nødvendigvis viljestyret. Det er ikke “dårlig opdragelse”. Det er ikke “dårlig koncentration”.
Det er et nervesystem, der gør det, det har lært – overleve.
Forestil dig, at du sidder i et rum, hvor lyset flimrer, lydene skærer gennem luften som knive, og dine tanker er som tusind bier, der summer i maven på dig. Du prøver at lytte. Du prøver at koncentrere dig. Men kroppen er allerede i alarmberedskab. Hjertet banker lidt hurtigere, musklerne er spændte, og det hele føles… for meget.
Velkommen til en ofte usynlig, men dybt sanselig virkelighed for mange mennesker med ADHD.
ADHD er ikke kun noget, der sker i hovedet!
ADHD bliver alt for ofte reduceret til en “opmærksomhedsforstyrrelse” eller “hyperaktivitet”. Men det er så langt fra hele sandheden. For ADHD handler ikke kun om tanker, men om hele kroppens reaktion på verden. Det er et liv, hvor nervesystemet konstant tolker omgivelserne som noget, der skal overleves.
Inden vi lige går videre skal vi lige kort gennemgå:
Hvad er det autonome nervesystem?
Det autonome nervesystem er den del af kroppen, der styrer alt det, vi ikke selv behøver at tænke over – som vejrtrækning, puls og fordøjelse. Det er kroppens “automatiske styresystem”.
Det består af to dele:
- Det sympatiske nervesystem er som speederen. Det sætter kroppen i alarmberedskab, når der er fare eller stress. Hjertet banker hurtigere, vi bliver mere opmærksomme, og kroppen gør sig klar til at kæmpe eller flygte.
- Det parasympatiske nervesystem er som bremsen. Det hjælper os med at slappe af, fordøje mad og finde ro. Det aktiveres, når vi føler os trygge.
Når vi har ADHD, kan speederen (det sympatiske system) ofte være tændt for længe ad gangen – og det gør det svært at finde ro og være nærværende. Derfor handler meget af arbejdet med ADHD om at hjælpe kroppen til at finde balancen igen mellem speeder og bremse.
ADHD er tæt forbundet med nervesystemets regulering – eller manglen på samme. Det autonome nervesystem, særligt det sympatiske system, er designet til at mobilisere os i fare. Kamp. Flugt. Frys. Overgivelse.
Og netop her opstår noget centralt: For mange med ADHD er denne tilstand ikke en undtagelse. Den er grundtilstanden.
Traumer og udviklingsbelastninger sætter spor
Mange, der diagnosticeres med ADHD – særligt som voksne – har levet et helt liv i overlevelse. Ikke nødvendigvis på grund af store, dramatiske traumer, men måske som resultat af en konstant overbelastning.
At vokse op uden at føle sig forstået.
At blive skældt ud for “ikke at høre efter”.
At føle sig forkert. For meget. Eller aldrig nok.
Og hvad sker der, når et barns nervesystem igen og igen aktiveres uden mulighed for reel regulering eller tryghed? Det begynder at danne mønstre. Overlevelsesstrategier. Måske bliver barnet det sjove, kreative, altid i bevægelse. Eller det stille, drømmende, som trækker sig væk for at beskytte sig selv. Disse strategier bliver senere til det, vi kalder ADHD-symptomer.
En diagnose eller et nervesystem i ubalance?
ADHD kan selvfølgelig have biologiske, genetiske komponenter – det benægter jeg ikke. Men når vi udelukkende ser det som en statisk, neurologisk lidelse, overser vi det vigtigste: nemlig hvordan nervesystemet gennem livet formes, påvirkes og lærer at reagere på bestemte måder.
ADHD er ikke bare “noget, man har”. Det er ofte en dybt integreret overlevelsesform – et nervesystem, der har lært, at det skal være på vagt. Hurtigt. Effektivt. Men også på bekostning af ro, nærvær og tryghed.
Lad mig komme med et eksempel:
Mød Elias (navnet er ændret efter aftale med klienten)
Elias er 32. Han er kreativ, lynhurtig i tankerne, men også udmattet. Han glemmer aftaler, mister overblikket og føler sig konstant i gang – men uden rigtigt at komme nogen vegne. I terapien undersøger vi hans liv sammen, og han opdager, at han som barn altid skulle være på forkant med sin fars humør. En far, der skiftede mellem varme og passiv vrede. Elias lærte at aflæse lynhurtigt. Reagere hurtigt. Ikke føle for meget. Ikke forstyrre. Ikke være i vejen. Han lærte at være opmærksom på hvordan døren blev lukket, hvordan kaffekoppen blev sat, og hvordan farens vejrtrækning og tonalitet var.
Måske er det historien om en barndom uden tryghed. Om et nervesystem, der aldrig har fået lov at falde helt til ro. Om en mand, der stadig lever i alarmberedskab – længe efter, at faren er væk.
Mønstre vi ikke selv valgte
Når vi ser ADHD gennem dette filter, åbner der sig en ny forståelse. Ikke som en fejl i hjernen, men som et livsvilkår formet af både biologi, relationer og erfaringer. Et nervesystem, der gør sit bedste. Hele tiden.
Men hvad så? Er man dømt til et liv i kaos, stress og selvkritik?
Nej. Det er man ikke!
Lad os dykke et skridt dybere ned i forståelsen af ADHD.
ADHD har i årtier været defineret som en neuropsykiatrisk lidelse – et sæt symptomer, der handler om opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet. Men i takt med at vores forståelse af nervesystemet og traumer er vokset, er vi begyndt at stille nye og dybere spørgsmål:
- Hvad er ADHD egentlig, hvis vi ser det i sammenhæng med kroppens overlevelsesrespons?
- Hvad sker der med mennesker, hvis nervesystem i årevis har været på overarbejde?
- Og vigtigst af alt: Hvordan kan man skabe et liv med ADHD, som ikke handler om at “passe ind” – men om at blive sig selv?
Lyt også til podcast episoden “Traumer og (eller?) ADHD?” – Find den her!
ADHD og Nervesystemet
Nervesystemet som fundament
-Polyvagal teori og ADHD
Et centralt begreb i moderne psykoterapi og traumeforståelse er polyvagal teori, udviklet af Stephen Porges. Teorien beskriver, hvordan vores autonome nervesystem ikke blot arbejder i sort/hvid – kamp eller flugt – men opererer i flere nuancer, alt efter om vi føler os trygge, utrygge eller i reel fare.
I korte træk:
- Ventral vagus – dette er den tilstand, vi stræber efter at være i. Her opleves andre mennesker som tryghedsskabende, og vi kan føle os nysgerrige, kreative og lærevillige. Vi kan slappe af, vores koncentration og hukommelse fungerer, og det føles naturligt at spise og sove.
Når vi derimod føler os utrygge eller truede, overtager to andre systemer styringen for at beskytte os – og den ventrale vagus kobles fra.
- Sympatisk aktivering – her gør kroppen sig klar til at kæmpe eller flygte. Vi går i alarmberedskab: sanserne skærpes, synet fokuserer på kontraster og bevægelse snarere end farver, pulsen stiger, og vejrtrækningen bliver hurtigere. I denne tilstand er det ikke meningen, at vi skal spise eller hvile – kroppen prioriterer overlevelse.
- Dorsal vagus – den dybeste overlevelsestilstand, hvor kroppen reagerer på oplevelsen af ekstrem fare. Kun de mest nødvendige funktioner holdes i gang – og selv de bliver reduceret. Åndedrættet bliver meget overfladisk, hjertet slår langsommere, og det kan føles som om kroppen “lukker ned”. I yderste tilfælde forbereder systemet sig på, at det ikke overlever.
Denne forståelse er afgørende i arbejdet med ADHD, fordi et menneske der har været udsat for belastninger eller chok, kan komme til at pendulere mellem sympatisk aktivering og dorsal nedlukning – uden at kunne finde tilbage til ro og tryghed i den ventrale tilstand.
Derfor oplever mange med ADHD, at kroppen overvejende befinder sig i sympatisk tilstand – en slags kronisk kamp/flugt-aktivering. Det er ikke nødvendigvis viljestyret. Det er ikke “dårlig opdragelse”. Det er ikke “dårlig koncentration”. Det er et nervesystem, der gør det, det har lært – overleve.
Når hverdagen føles som mikrotraumer
Der er forskel på et enkeltstående, livstruende traume – og det, som omtales som komplekse udviklingstraumer eller kronisk overbelastning. For mange med ADHD er livet fyldt med det, man kunne kalde ”mikrotraumer”:
- At blive afbrudt i sin tankestrøm gang på gang
- At få skældud for noget, man ikke kunne styre
- At føle sig forkert i skolesystemet, i venskaber, i familien
- At bruge al energi på at passe ind – og stadig fejle
Disse små og store belastninger former et nervesystem, der begynder at leve i konstant alarm. Og her bliver “ADHD-symptomerne” ikke blot en genetisk disposition – men en biologisk overlevelsesstrategi.
Psykoterapi med nervesystemet som omdrejningspunkt
Hvordan hjælper vi mennesker med ADHD, hvis vi ønsker mere end blot at dæmpe symptomer? Hvis vi vil støtte en reel forankring i kroppen, en genopbygning af tryghed og evnen til at være med sig selv – også i uro?
Her er nogle centrale elementer i moderne, traumeinformeret psykoterapi med fokus på nervesystemet:
- Mikroregulering og sanseforankring
Susan Hart beskriver mikroregulering som de små, subtile øjeblikke i kontakten, der kan bringe ro til et nervesystem i ubalance. Det handler ikke om store teknikker, men om nærvær:
- At mærke fødderne i gulvet
- At finde rytme i åndedrættet
- At blive mødt med et roligt blik og en tryg stemme
Disse “små” øjeblikke kalibrerer nervesystemet. Hos et menneske med ADHD – ofte præget af overmobilisering og et liv i sympatisk aktivering – kan det skabe mikropauser, hvor kroppen langsomt begynder at erfare, at verden ikke er farlig.
- Afkodning af mønstre og strategier
Psykoterapien skaber et rum, hvor man med nænsomhed og uden pres kan opdage:
- Hvilke overlevelsesstrategier opstod for at sikre kontakt eller overlevelse?
- Hvilke relationelle erfaringer ligger bag behovet for kontrol, tempo, undgåelse eller tilbagetrækning?
- Hvad sker der i kroppen, når man bliver mødt af krav, kritik eller følelsen af at fejle?
Det handler ikke om at analysere sig selv i stykker, men om bevidstgørelse. At begynde at se sig selv ikke som et problem, men som et menneske med en historie – og med et nervesystem, der har gjort sit allerbedste.
Her bliver Gabor Matés tilgang særlig værdifuld: Han ser ADHD som en respons på et liv, hvor der manglede tryg tilknytning og følelsesmæssig resonans. Ifølge Maté handler healing ikke om disciplinering, men om gentilslutning til sig selv og til verden – et arbejde, der starter med at forstå sine mønstre og deres ophav i relationelle brud og overstimulering.
- Skabelse af nye kropslige erfaringer
Peter Levine, grundlægger af Somatic Experiencing, arbejder med kroppens iboende evne til at forløse fastlåst energi. Han beskriver, hvordan traumer – også udviklingstraumer – “sætter sig fast” som uforløste biologiske responser. Kroppen bliver fanget i kamp, flugt eller kollaps.
I psykoterapien kan man – gennem nænsom kontakt og kropsligt nærvær – begynde at skabe nye erfaringer i nervesystemet:
- At mærke, at man kan blive i kontakt, også når noget føles svært
- At erfare, at ubehaget kan bevæge sig igennem kroppen og forløses
- At kroppen kan gå fra sympatisk aktivering (kæmp/flugt) til parasympatisk aktivering (ro og hvile)
- At man ikke længere behøver at “overleve” hvert eneste øjeblik
Her taler vi ikke om mentale indsigter alene, men om reel neurobiologisk omkodning. Når kroppen i trygge omgivelser får lov til at opleve sig selv i ro og relation, opstår nye spor i nervesystemet. Hjernen begynder at forstå, at ikke alt er fare. At man må være her. At det er trygt at sanse. At det er trygt at finde hjem til sig selv.
ADHD som livsvilkår
Det er vigtigt at understrege: ADHD kan være forbundet med fantastiske kvaliteter. Kreativitet, intuition, følsomhed, evnen til at tænke i helheder, se forbindelser andre overser, sanse dybt. Men disse kvaliteter kan kun få lov at folde sig ud, når nervesystemet ikke længere er overbelastet.
-Når man finder en rytme, hvor man regulerer i stedet for at kompensere.
-Når man opdager, at ro ikke er det samme som død – men som næring.
-Når man indser, at man ikke er forkert – bare præget.
At finde hjem til sig selv med ADHD er ikke en destination, men en rejse. Det er at begynde at:
- Lytte til kroppens signaler med venlighed
- Skabe livsrum, hvor tempoet ikke kvæler én
- Omgive sig med mennesker, der forstår forskellen på opdragelse og regulering
- Acceptere, at nogle dage kræver hvile, andre bevægelse – og begge dele er ok
Det er ikke at “lære at leve med en diagnose” i traditionel forstand. Det er at reclaime sit liv. Genforbinde sig med sin essens. Og opdage, at man ikke er defineret af diagnosen – men af den måde, man møder sig selv og verden på.
Har du ADHD?
-eller har du et nervesystem, der har været i ubalance for længe?
Det spørgsmål er værd at stille. For måske handler det ikke om, hvad du har – men om, hvordan du har levet.
Og hvis du længes efter noget mere – mere ro, mere mening, mere dig – så ved du det allerede. Svaret er ikke derude. Det er inde i dig. Klar til at blive mødt. Med ro. Med omsorg. Med faglighed. Og med vilje til at mærke det hele.
Velkommen til din rejse hjem.
OM NIKOLINE
Jeg har specialiseret mig i traumer og tilknytning, som er min helt store passion.
Jeg har gennem flere år studeret psykoterapi forskellige steder, og har sidenhen videreuddannet mig gennem en master overbygning i familie- og parterapi, hypnoterapi, samt indenfor somatisk traumeterapi ved selveste Dr. Peter Levine.
Jeg er sideløbende i gang med endnu mere psykoterapeutisk uddannelse, for at opnå den beskyttede titel “REG. psykoterapeut”, samt en videreuddannelse indenfor Sandplay terapi med afsæt i Carl Jungs teorier.
Jeg har udover dette, også andre uddannelser og kurser. Er blandt andet uddannet NLP master pracitioner, samt har taget en lang række kurser indenfor bla. epigenetik ved Bruce Lipton og biologi og traumehealing ved Dr. Aimie Apigian.
KÆRLIGST NIKOLINE
